Falsk strubehoste
Falsk strubehoste er ofte et symptom på en virusinfektion i de øverste luftveje, hvor der kommer en hævelse omkring stemmelæberne og slimhinden i struben.
Det karakteristiske symptom er hoste, der lyder som søløvegøen.
Sygdommen optræder hyppigst hos børn fra ½-5 års alderen. Hvis barnet har haft falsk strubehoste tidligere, er der tendens til, at det kommer igen ved en ny forkølelse.
Efter 4-5 års alderen bliver symptomerne mindre.
Sygdommen forløber som regel fredeligt og varer 3-4 dage. Hosten kan vare noget længere. Sygdommen svinger ofte således, at den bliver værre om natten, når barnet ligger ned og bedre om dagen.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.