Lægernes gode råd til kvinder: Det kan du selv gøre for at øge chancen for at blive gravid.

Artiklen er udgivet d. 6. december 2022

  1. Få børn i tide. Det er sværere at blive gravid med alderen. Hvis du vil have flere børn, gælder det om at komme i gang, inden du fylder 36 år.

  2. Hav samleje 2–3 gange om ugen omkring din ægløsning. Brug eventuelt en app, hvor du kan følge din ægløsning.

  3. Undgå usikker sex med risiko for overførte sygdomme. Ubehandlet klamydia kan give underlivsbetændelse, brede sig til æggelederne og gøre det vanskeligt at blive gravid. 

  4. Undgå rygning og passiv rygning. Det gælder også e–cigaretter, snus og hash. Rygning nedsætter chancen for graviditet og gør, at det tager længere tid at blive gravid. Rygning kan også medføre, at du går tidligere i overgangsalderen.

  5. Hold dig normalvægtig. Det er sværere at blive gravid, hvis du er overvægtig eller undervægtig.

  6. Følg de officielle kostråd. Spis masser af grønt og hold igen med fedt og sukker.

  7. Dyrk motion, men lad være med at træne overdrevent. Sundhedsstyrelsens anbefalinger er et godt pejlemærke: Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen ved moderat til høj intensitet. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter.

  8. Drik alkohol med måde. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne højst drikker 10 genstande om ugen og ikke mere end 4 genstande på samme dag. Ud fra et forsigtighedsprincip frarådes gravide og kvinder, der forsøger at blive gravide, at drikke alkohol.

  9. Hold igen med koffein. Indtag højst hvad der svarer til 4 kopper kaffe om dagen. Vær opmærksom på, at energidrikke, cola mm. indeholder koffein.

  10. Få tilstrækkeligt med D–vitamin i vinterhalvåret. Kvinder, der planlægger at blive gravide, anbefales et kosttilskud med 400 mikrogram folinsyre – enten i form af en folsyretablet eller en multivitamintablet.

  11. Hold dig til de officielle anbefalinger om kosttilskud. Mange kosttilskud ved man ikke nok om virkningen af. 

  12. Undgå hormonforstyrrende stoffer: ftalater, parabener, BPA mm. Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for at påvirke menneskers forplantningsevne. De findes i mange produkter og kan være vanskelige at undgå. Men vær opmærksom på dem og vælg dem fra, hvor det er muligt.

  13. Hav det godt! Der er ingen videnskabelige beviser for, at psykisk mistrivsel, stress mm. har betydning for, om du kan blive gravid. Gør alligevel hvad du/I kan, for at have det så godt som muligt. 

Kilder: Klinikchef og overlæge Helle Olesen Elbæk, Fertilitetsklinikken i Skive, og afdelingslæge Susanne Lund Kristensen, Fertilitetsklinikken i Horsens.

Flere artikler om samme emne

Kampen for en graviditet kan være hård - men kan måske undgås

Kampen for den positive graviditetstest er ofte hård for psyken, men måske kan den undgås. Et nyt tilbud gør det muligt at få tjekket æg og sædceller og få rådgivning om sin fertilitet.

Læs mere her: Nyt tilbud: Få tjekket din fertilitet i god tid

Sådan kan din livsstil bane vejen til at blive far

Lægernes gode råd til mænd: Det kan du selv gøre for at øge chancen for at gøre en kvinde gravid.

Her er lægernes råd til mænd: Skru op for sædkvaliteten med sunde vaner

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.