Ved akut brug for psykiatrisk hjælp: Ring til egen læge hverdage kl. 8-16 og til lægevagten uden for lægens åbningstid. Ring 112 hvis du er akut selvmordstruet.

Hvornår skal du ringe

Hvis du er har brug for akut psykiatrisk hjælp, skal du altid ringe først

  • Hverdage fra kl. 8 til 16: Ring til egen læge.
  • Hverdage kl. 16 til 8 og hele døgnet i weekender og helligdage: Ring til lægevagten på tlf. 70 11 31 31

Det er din egen læge eller Lægevagten, der vurderer, om du kan blive henvist akut til Psykiatrien i Region Midtjylland.

Hvis du er akut selvmordstruet skal du ringe 112.

Når du ringer

Din egen læge eller lægevagten vurderer i løbet af jeres samtale, hvad der skal ske - og om du skal henvises til akut psykiatrisk hjælp. 

Hvilken hjælp kan du få

Du kan blive

  • vejledt i telefonen
  • henvist til behandling hos egen læge eller lægevagten
  • henvist til akut psykiatrisk hjælp 

Vær altid klar til at oplyse

  • Navn og CPR-nummer
  • Oplysninger om evt. medicin
  • Hvad der er sket, og hvordan du har det

Hvis du skal have akut psykiatrisk hjælp

Hvis din egen læge eller lægevagten vurderer, at du skal henvises til psykiatrisk modtagelse, får du besked om, hvor du skal møde op. Lægen kontakter den psykiatriske modtagelse og giver besked om, at du kommer. Du skal ikke selv ringe til dem. 

Psykiatrisk rådgivning

Der er også andre former for psykiatrisk rådgivning - både som patient og som pårørende.  

Psykiatrisk rådgivningstelefon

Du kan døgnet rundt ringe anonymt til Psykiatrisk Rådgivningstelefon og få rådgivning på 78 47 04 70. Her sidder psykiatriske medarbejdere, der kan give dig vejledning.

Rådgiverne kan ikke yde behandling og du kan ikke blive indlagt via Rådgivningstelefonen.

Rådgivning og hjælp ved tanker om selvmord

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og udfordringer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Hvis du er barn eller ung, kan Børnetelefonen også kontaktes på telefon 116111.

Find psykiatriske akutmodtagelser

Du finder akut psykiatriske modtagelser i hele regionen.

Du skal altid ringe til egen læge eller lægevagten og lave en aftale, før du møder op.

Hvis du ikke har adgang til egen læge

Hverdage kl. 8-16

Turister og borgere, som ikke har adgang til egen læge, kan ved behov for akut lægehjælp kontakte

  • nærmeste praktiserende læge. Find praktiserende læger her.
  • lægevagten på tlf. 70 11 31 31.  På hverdage fra kl. 8 til 16 er lægevagten bemandet med erfarne sygeplejersker.