Udgivet d. 14. november 2023.
 
Her fortæller overlæge Sanne Jespersen, Infektionsmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, hvorfor det kan være en fordel med vaccine.
 
Hvis man arbejder som læge på en infektionsmedicinsk afdeling, så ser man dagligt, hvor alvorligt infektion med influenza- og coronavirus kan udvikle sig. I øjeblikket har afdelingen på Aarhus Universitetshospital flere patienter med covid-19 indlagt og senere på efteråret og vinteren kommer influenzapatienterne.  
 
– Vi ser hver dag folk, som er så alvorligt syge, at de har brug for en hjælp til bare at trække vejret. For uvaccinerede kan man godt tænke, at det var rigtig ærgerligt, at de ikke tog imod vaccinen, da det muligvis kunne have gjort forløbet mildere, siger overlæge Sanne Jespersen.
 
– For den unge raske person er de to sygdomme måske ikke særligt alvorlige, om end ubehagelige. Men er man ældre eller har en kronisk sygdom, så kan man blive alvorligt syg, og der er en lille risiko for, at det er noget, man kan dø af. Derfor er det vigtigt at lade sig vaccinere.
 
De fleste har efterhånden prøvet at have covid-19, og mange mærker måske bare lidt muskelsymptomer og luftvejsbesvær. Men hvis man får en decideret lungebetændelse, kan det udvikle sig alvorligt.
 
–  Det er en udbredt misforståelse, at man kalder alle former for forkølelse for influenza. Hvis man har det virus, der hedder influenza, så får man som regel høj feber i mange dage og har udtalt almen sygdomsfølelse.  Ved influenza kan man også risikere at få en alvorlig lungebetændelse med bakterier, og det gør selvfølgelig, at man bliver mere syg, når man oveni influenza også får en bakteriel lungebetændelse, siger overlæge Sanne Jespersen.
 
– Og det kan for nogen blive så alvorligt, at man har brug for hjælp til at trække vejret på en intensiv afdeling. Vaccination nedsætter risikoen for alvorlige sygdomsforløb, og den nedsætter også risikoen for død.

Man beskytter ikke bare sig selv

En af fordelene ved specielt influenzavaccinen er, at man også mindsker risikoen for at overføre smitte til andre. 
 
– Det er jo ikke mindst vigtigt, hvis man fx bor i husstand med en immunsvækket person, understreger Sanne Jespersen.
 
– Det er også en af grundene til, at man har indført tilbud om vaccination til 2-6-årige. I andre lande har man set, at hvis de mindre børn bliver vaccineret, så falder den generelle smitte i befolkningen. Børn tilbydes influenzavaccine med en næsespray. Man er herhjemme gået væk fra at vaccinere børn mod covid-19.
 
Både børn og voksne kan være med til at mindske smitten ved at blive vaccineret. Så man kan være en god samfundsborger ved at lade sig vaccinere. Det gælder også for sundhedspersonale, som visse steder tilbydes influenzavaccinen for ikke at smitte patienterne.

Vaccinen kan hjælpe hjertepatienter

Der er internationale studier, som viser, at hvis man har haft influenza, så er man i ugen efter mere udsat for at få en blodprop i hjertet.
 
Derfor er vaccinen en god ide for mennesker med hjerteproblemer. Samtidig ser det ud til, at det vil nedsætte ens dødelighed, hvis man bliver vaccineret umiddelbart efter en blodprop i hjertet.
 
– Der er spændende studier, og det er jo interessant, at en vaccine, som er beregnet til at forhindre influenza, kan have sådan en positiv afledt effekt. Risikoen for en blodprop i hjertet er generelt større hos ældre, og det er netop den gruppe som tilbydes vaccinen, siger Sanne Jespersen. 

Syg af vaccinen?

Man kan få ømhed og ubehag i kroppen af en vaccination, og det kunne få nogen til at tænke, at vaccinationen kan forårsage influenza eller covid-19. Men sådan er det ikke, understreger overlægen:
 
– Nej, man bliver ikke syg af vaccinerne, hverken influenzavaccinen eller covid-19-vaccinen. Men man kan efter en vaccination få lidt sygdomsfølelse, det kan være feber eller ømhed i musklerne. Så på den måde kan jeg godt forstå, hvis nogen kan finde på at sige: ’Jeg vil ikke vaccineres, for jeg fik det dårligt bagefter.’
 
Sanne Jespersen har oplevet at møde patienter i ambulatoriet, som har haft den oplevelse og ikke vil vaccineres, selvom hun som læge ved, at de er i risikogruppen, og en vaccination ville kunne forhindre dem i at blive alvorligt syge. 
 
– Det er altid et personligt valgt, om man vil tage imod en vaccine. Jeg prøver at forklare, at man kan opleve almindelige bivirkninger, som går væk i løbet af 1-2 dage. De er netop tegn på, at immunforsvaret er på arbejde og danner de antistoffer, der gør, at man ikke bliver så hårdt ramt af influenza eller covid-19. For bliver man først syg, så kan man få det langt værre, siger overlæge Sanne Jespersen.

Almindelige, milde bivirkninger, som typisk forsvinder efter 1-2 dage

• Let feber
• Hovedpine
• Ømhed omkring stikket
• Træthed
• Ømhed i led og muskler

Sjældne, alvorligere bivirkninger, der kræver lægehjælp

• En allergisk reaktion (det er derfor, man skal blive i 15 minutter efter vaccination).

• Der er enkelte tilfælde, hvor covid-19-vaccinen har givet betændelse omkring hjertemuskulaturen hos yngre mænd.

 

Læs også:

Sådan får du din influenza- og covid-19-vaccination

Læs mere her: Sådan bestiller du tid.

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.