Artiklen er udgivet d. 21. marts 2023.

Vær opmærksom på alt, hvad du putter i munden. Det er let at gennemskue, at der kan være gluten i brød, kiks, kager og pasta. Men glutenholdigt mel bliver også brugt som tilsætning i mange fødevarer, så du er nødt til at være opmærksom på alt, hvad du putter i munden. Drikkevarer, medicin og kosttilskud kan også indeholde gluten. Tjek varedeklarationen og hold øje med ingredienser som hvede (gælder også spelt, emmer mm.), rug, byg og almindelig havre. Havre indeholder ikke naturligt gluten, men kan være forurenet med gluten fra andre kornsorter på marken og under fremstillingen af fødevarer.

Gå hjem og tjek køkkenskabene igennem. Hvis du lige er blevet diagnosticeret med cøliaki, skal du tjekke varedeklarationerne på alle de mad- og drikkevarer, du plejer at indtage. Der kan være gluten i alt fra leverpostej til remoulade, så måske skal du finde nogle andre varianter uden gluten.

Hvis du vil bruge mel uden gluten, kan du fx bruge boghvede, rismel, majsmel, quinoa, hirse, sorghum eller teff-mel. Måske skal du lige vænne dig til smagen og konsistensen, som er anderledes end hvedemel. Bageteknikker kan også være anderledes.

Vær opmærksom på at få fuldkorn nok. Mange glutenfri meltyper indeholder ikke fuldkorn. Spis gerne glutenfri havre, hvis du kan tåle det. Hirse-, ris- og majsmel findes også i fuldkornsudgaver. Det samme gælder sorghum.

I starten kan det virke uoverskueligt at være opmærksom på at undgå gluten i kosten. De fleste cøliakere bliver dog hurtigt fortrolige med det. De får en god hverdag, hvor de har det bedre, fordi symptomerne forsvinder.

Mange oplever, at omgivelserne ikke tager deres sygdom alvorligt. Det er vigtigt at være påpasselig, når man har glutenintolerance. Alligevel må mange forklare og forsvare sig, når de takker nej til brød og kager eller mad med gluten i. Forklar omgivelserne, at cøliaki er diagnose, du har fået hos lægen, og at du bliver alvorligt syg, hvis du ikke holder dig fra gluten.

Dansk Cøliaki Forening er en patientforening for personer med cøliaki og deres pårørende. Foreningen tilbyder blandt andet gratis rådgivning og arrangerer bageskoler, glutenfri madlavning og camps. Foreningen har lokalgrupper og grupper for unge. Læs mere her.

Flere artikler om samme emne

Cøliaki: Når gluten ødelægger tarmen

Hvis du lider af tarmsygdommen cøliaki, skal du undgå gluten resten af livet. Raske kan derimod roligt spise brød, pasta og andre fødevarer med gluten, fortæller klinisk diætist Mia Rasholt fra Regionshospitalet Horsens.

Klik dig klogere: Mange misforstår gluten og allergi

8 myter om gluten og glutenintolerance

Er det sundere at spise glutenfri mad? Og kan man vokse fra glutenintolerance? Klinisk diætist og kostkonsulent Mia Rasholt fra Regionshospitalet Horsens sorterer i fup og fakta om gluten og cøliaki.

Læs mere her: Tjek din viden om sundhed og symptomer

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.