
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Sommeren lokker os ud i haver, skove og til stranden. Grillen tændes, børnene løber rundt, og aftenerne strækker sig langt ud over solnedgangen. Men mens vi nyder lyset og varmen, summer og svirrer det omkring os.
Stikkende og bidende insekter er nemlig også en del af sommeren – og de kan hurtigt vende en hyggelig stund til en træls omgang. Heldigvis er de sjældent farlige.
- Sommer og insekter hører sammen, men heldigvis kan man gøre meget for at undgå stik og bid. Sker det alligevel, så er der enkle råd, der kan hjælpe på generne, fortæller Christina Katrin Lehmann. Hun er overlæge på akutafdelingen på Regionshospitalet Randers.
Hun fremhæver 4 insekter, vi oftest møder – og hvad vi skal være opmærksomme på. Selvom insekterne kan være en gene, er der dog absolut ingen grund til at blive hjemme bag lukkede døre og vinduer.
- Sommeren er for de fleste den bedste tid på året, så gå ud og nyd alle de gode øjeblikke, siger Christina Katrin Lehmann.
Myg – de stille plageånder
De er næsten usynlige, indtil de efterlader små kløende prikker på huden. Myggene sniger sig ind i sommernatten, især nær vand og i skumringen, hvor luften står stille.
Et myggenet over sengen kan være forskellen på en rolig søvn og en nat, hvor man klør sig vågen. Løse skjorter og lange bukser, gerne stoppet ned i strømperne, kan også holde stikkene væk – især hvis du bevæger dig gennem højt græs eller fugtige områder.
Det kan være fristende at kradse, hvis man først er stukket. Men prøv at lade være – det gør kun irritationen værre og kan give infektion. Et kløestillende middel fra apoteket kan ofte tage det værste.
Bier – fredelige, men smertefulde
Bierne summer fredeligt fra blomst til blomst, men rammer du en ved et uheld, kan stikket gøre ondt og efterlade brodden i huden. Den skal væk – men ikke ved at klemme.
Skrab den forsigtigt af med et kreditkort eller noget lignende. Så undgår du at presse mere gift ind i huden.
Bier stikker som regel kun i selvforsvar og dør efterfølgende, så møder du en bi, er det bedste råd at lade den være i fred.
Hvepse – de ubudne gæster ved kagebordet
En åben sodavand, et stykke frugt eller et kaffebord i haven – og pludselig er de der. Hvepsene er mere nærgående end bierne og kan stikke flere gange. De fleste stik giver kun kortvarig smerte og hævelse. En kold klud og lidt tålmodighed er som regel nok.
Enkelte reagerer voldsomt med allergiske symptomer som utilpashed eller åndedrætsbesvær.
Sker det, skal du reagere hurtigt: ring til egen læge eller lægevagten – og ved svære symptomer skal du ringe 1-1-2.
Flåter – skovens små blaffere
Flåterne gør ikke meget væsen af sig. De sidder i højt græs eller i skovbryn og sætter sig fast på huden uden at gøre ondt. Ofte opdager man dem først timer eller dage senere.
Fjern dem med en pincet eller flåtfjerner, og læg mærke til, hvor de har bidt – det kan blive vigtigt senere.
Uger eller måneder efter kan der nemlig i sjældne tilfælde dukke en rød ring op omkring biddet.
Den klør ikke og gør ikke ondt, men kan være tegn på borrelia, som kræver penicillin. Oplever du det, skal du kontakte din læge.