Udgivet 8. oktober 2025

Halvdelen af de danskere, der lever med knogleskørhed, ved det ikke. Det betyder, at mange først opdager sygdommen, når de får et knoglebrud efter et relativt udramatisk fald.

For at sætte fokus på problemet har Osteoporoseforeningen lanceret en digital knogletest. På få minutter får du et svar på, om du kan være i risiko for at udvikle knogleskørhed – og du får personlige råd til, hvad du selv kan gøre for at styrke dine knogler.

Testen er udviklet i samarbejde med blandt andre overlæge og forsker Torben Harsløf fra Hormon- og Knoglesygdomme på Aarhus Universitetshospital.

– Knogleskørhed giver sjældent symptomer, før det første brud er sket. Derfor er det vigtigt at opdage risikoen i tide. Den nye test kan være en hjælp til at blive mere opmærksom og eventuelt tale med sin egen læge om undersøgelse eller behandling, siger han.

Tag testen her og tjek din risiko

Faktaboks: 7 gode råd til stærkere knogler

  1. Varieret kost: Sørg for at få en sund og alsidig kost. Spis varieret i stedet for at følge ensporede diæter.

  2. Få tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin: Gerne via kosten i form af mælkeprodukter og ost, som er gode kalkkilder, og fede fisk og solstråler, som giver D–vitaminer. Får du ikke nok kalk og D–vitamin fra kosten og solen, kan du tage det som kosttilskud. Sundhedsstyrelsen anbefaler alle over 4 år at tage et dagligt tilskud D-vitamin i perioden oktober til april

  3. Dyrk vægtbærende motion: Motion er generelt godt, men bevægelse, hvor du bærer kroppens vægt, styrker knoglerne bedst. Gang, løb, boldspil, ketsjersport og styrketræning er eksempler på vægtbærende motion.

  4. Hold igen med alkohol: Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.

  5. Drop tobak: Rygning øger risikoen for knogleskørhed.

  6. Drik ikke kaffe i store mængder: Det vil sige over otte kopper om dagen. Kaffe er vanddrivende, og derfor mister du kalk fra organismen via urinen, hvis du drikker meget kaffe.

  7. Forebyg fald, der kan føre til knoglebrud: Sørg for ordentligt lys og briller, der passer til dit syn. Væk med løse tæpper med snublefare. Fjern is og sne fra vinterens glatte trapper og fortove.