Udgivet d. 7. december 2023.
Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Normalt beskytter vores immunforsvar os mod infektioner og sygdomme. Men omkring 7% af befolkningen oplever en overreaktion eller overfølsomhed mod husstøvmider.

Immunforsvaret tror simpelthen, at det står over for en farlig situation, når det møder husstøvmiden, og overreagerer med en allergisk reaktion.

 – Det er ikke så hensigtsmæssigt, når det nu ikke er farligt, men det tror kroppen altså. Mange reagerer slet ikke, men har man allergi, så reagerer kroppen, siger Jette Fly, allergi- og lungesygeplejerske, Klinik for Lungesygdomme på Regionshospitalet Skive.

Tilstoppet næse og irriterede øjne

De to mest almindelige symptomer på husstøvmideallergi kan nemt forveksles med en forkølelse. Man kan have tilstoppet næse med klart sekret, man kan nyse og have kløe i næsen.

Øjnene kan også være irriterede og hæve, og man kan føle sig uoplagt og utilpas.

– Det man skal bemærke ved symptomerne er, at de ikke går væk. De går ikke over som en forkølelse efter en uge eller to. De kan forværres i de fugtige måneder af året, fx efterår og vinter, for husstøvmider kan rigtig godt lide fugt. Vi er også mere indendørs i vinterhalvåret, og det er her, husstøvmiderne er, siger Jette Fly.

Eksem og træthed

Nogle reagerer også med at få eksem, der kan vise sig som røde kløende plamager med tør hud. 

8 ud af 10 vil opleve at udvikle astma sammen med deres allergi, og så kan man få vejrtrækningsbesvær og vågne med hoste om natten. 

Eller man kan have trykken for brystet og føle, at det er svært at trække vejret, når man ligger i sin seng.

– Man kan føle sig træt og uoplagt. Fordi man ikke sover så godt – og fordi immunforsvaret arbejder på højtryk for at bekæmpe allergien. Så det er ikke kun selve symptomerne, der er problemet. Man kan også opleve, at ens livskvalitet bliver påvirket, understreger Jette Fly.

Husstøvmider trives i sengen

Husstøvmider kan ikke ses med det blotte øje. Det er bittesmå hvide insekter med otte ben – mellem 0,1 og 0,6 millimeter – og de lever af afskallet hud og hårstumper fra både mennesker og dyr.

Vi kommer af med et halvt til et helt gram af sådan nogle hudskæl hver dag, og det er nok til at brødføde flere tusinde husstøvmider i et helt år.

Man møder først og fremmest husstøvmiderne i sengen, på gulvet i soveværelset, i gulvtæpper, i polstrede møbler og generelt, hvor der er meget støv.

 – Men først og fremmest møder vi husstøvmiderne i sengemiljøet. Derfor kan man opleve, at man er utilpas og har forkølelsessymptomer, når man vågner om morgenen, men at de går over i løbet af dagen, når man er væk fra sin seng, siger sygeplejersken.

Husstøvmideallergi kan afhjælpes

Det er først, når man har allergi, at det er nødvendigt at gøre noget og prøve at begrænse mødet med husstøvmiderne.

–  For alle andre er husstøvmider ikke farlige, de er en del af økosystemet. Man kan næsten sige, de er nyttedyr, fordi de spiser noget, vi helt naturlig kommer af med, nemlig vores døde hud og hår, siger Jette Fly.

Den gode nyhed er, at man kan få det bedre. I første omgang ved selv at gøre en indsats i hjemmet, hvis det ikke hjælper, kan man få en medicinsk symptombehandling eller som en sidste mulighed, en længerevarende vaccinationsbehandling.

Læs også:

Hjælp til selvhjælp: Gode råd, hvis du har husstøvmideallergi

Klik dig klogere her: Det kan du selv gøre for at mindske symptomerne.

 

Se, hvornår husstøvmideallergi kræver medicinsk behandling

Læs mere her: Hvornår er det nødvendigt at søge læge?

 

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.