Udgivet d. 10. januar 2024.

Her gør overlæge Mette Juul Koefoed os klogere på, hvad det kan betyde for de pårørende, når der er taget stilling.

Organdonation er en mulighed for, at man, når man dør, kan give sine organer videre til andre, som har brug for dem.

– Det er livsforandrende for modtagerne. Det er en mulighed for at få et helt nyt liv uden særlige begrænsninger, komme tilbage på arbejdsmarkedet, se sine børn vokse op – ja, det gør en kæmpe forskel for dem, der modtager organer, siger overlæge og donationsansvarlig Mette Juul Koefoed, Aarhus Universitetshospital.

– Når muligheden for organdonation kommer op, så er det i forbindelse med akut sygdom. De fleste pårørende er rystede, og der kan være mange overvejelser for og imod. Jeg oplever, at de pårørende får en større ro ved at følge den afdødes ønske i stedet for at skulle ind og selv tage stilling.

Det kan give mening

Mette Juul Koefoed er overlæge på Neurointensiv på Aarhus Universitetshospital, som er en af de fire afdelinger i Danmark, der har flest donorer. Desuden arbejder hun for Dansk Center for Organdonation som donationsansvarlig læge i Region Midtjylland.

På afdelingen møder hun de pårørende, når de står over for at skulle træffe beslutning om at donere organer.

– Man skal sætte sig ind i, at de pårørende, vi taler med, ofte er blevet kontaktet af politiet og har fået at vide, at deres pårørende er blevet påkørt eller er faldet ned og er kommet så alvorligt til skade, at de skal skynde sig på sygehuset. Og efter to-tre-fire dage får de så at vide, at vi ikke har flere behandlingsmuligheder, og at de kommer til at miste deres pårørende.

I den situation skal man først forstå, at ens kære kommer til at dø, og oven i den sorg, skal man så beslutte, om den døende skal donere sine organer.

– Det kan være virkelig svært for de pårørende at være i. Og så kan det være nemmest at sige nej, fordi man bare gerne vil ud af den situation, man er i – måske er det, man siger nej til at miste sin pårørende, for det vil man virkelig ikke. Men det er vigtigt at forstå, at det kommer til at ske uanset. Her kan det være nemmere, hvis man kan slippe for noget af presset og tvivlen, fordi ens pårørende allerede har taget stilling til organdonation, siger Mette Juul Koefoed.

– Nogle giver udtryk for, at de synes deres pårørende er seje, at de kan hjælpe andre mennesker. Vi har også haft forældre, som siger: Det kan hjælpe til, at andre forældre ikke skal stå i samme situation som os og miste. Det kommer aldrig til at give mening at miste sit barn, men så kan den del måske give lidt mening.

28 procent er registreret

To ud af tre danskere har taget stilling til organdonation. I Danmark kan man tage stilling til organdonation på tre lige juridisk gyldige måder.

  • Man kan fortælle sin holdning til sin familie
  • Man kan udfylde og bære det røde donorkort
  • Man kan registrere sig i Organdonorregistret.

Kun 28 procent har registret sig i Organdonorregistret.

– For de fleste er det jo ikke present, at man skal dø i morgen, siger overlægen. For hende er det vigtigste budskab, at man skal tage stilling og fortælle sine pårørende, hvad man har besluttet.

– Det er ikke alle, hvis organer er i god nok stand til at kunne gå videre til andre. Men den ældste donor i Danmark var 92 år, så alder er ingen hindring. Og selvom man har levet, hvad man selv mener er et usundt liv, eller hvis man har fejlet noget, er det ikke en grund til ikke at blive donor.

I Danmark er der cirka 100 donorer om året, og de giver i gennemsnit tre organer videre. Ved udgangen af 2022, stod der 460 på venteliste til et nyt organ.

– En donor kan hjælpe op til syv mennesker, leveren kan fx deles i to, og man kan nøjes med en nyre. Så en donor kan hjælpe virkelig mange mennesker, siger Mette Juul Koefoed.

Læs også:

Organdonation skridt for skridt

Se mere her: Hvordan ved man, om hjernen er død?

Organdonation: Sådan registrerer du dig

Se mere her: Der er flere måder at tage stilling på

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.