Artiklen er udgivet d. 12. januar 2023
Foto: Helle Brandstrup Larsen

Almindelig travlhed, manglende viden, ulyst til undersøgelsen…

Der kan være et sammensurium af årsager til, at 4 ud af 10 kvinder ikke tager imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft.

Sygeplejerske, ph.d. Bettina Kjær Kristiansen fra i Afdeling for Folkeundersøgelser fortæller, hvordan man – måske – kan forcere forhindringerne:

  • Dårlig samvittighed. Måske nager det, at du ikke har deltaget i screeningen og bliver ved med at udsætte det. Men du kan roligt droppe den dårlige samvittighed: der er ingen løftede øjenbryn, hvis du ikke har deltaget før. Måske kan du bestille tid til undersøgelsen i forbindelse med, at du alligevel skal i kontakt med lægen. Det er også ok at bede lægen om at blive guidet igennem forløbet.

  • Manglende viden om HPV. Det er vigtigt at vide, at stort set alle kvinder på et tidspunkt har haft eller får HPV (Humant Papillomavirus). Nogle former for HPV kan i sjældne tilfælde udvikle sig til livmoderhalskræft. HPV–vaccination beskytter mod nogle HPV–typer, men ikke alle. Derfor er det vigtigt at blive screenet. Ellers kan du læse mere i Sundhedsstyrelsens folder. Tal med lægen, hvis du har konkrete personlige spørgsmål om HPV.

  • Travlhed. Det er helt forståeligt, at man prioriterer andre og vigtige ting i tilværelsen. Men det kan betyde, at den forebyggende undersøgelse ryger meget langt ned på to-do-listen. Men du kan få det klaret og ud af verden med en ganske lille indsats – fx ved at tage imod det nye tilbud om et prøvesæt til hjemmebrug

  • Det er besværligt at bestille tid. Mange læger har online tidsbestilling, så du ikke behøver at vente i telefonen. Hvis det er længe siden, at du er blevet inviteret til screeningen, kan du kontakte Afdeling for Folkeundersøgelser og få et prøvesæt til hjemmebrug.

  • Utryghed ved en læge. Prøvetagningen hos lægen foregår ved en underlivsundersøgelse. Nogle kvinder fravælger at deltage i screeningen, fordi deres relation til lægen ikke er til denne type af intim kontakt. Tal med lægen om det – det er ok at efterspørge en anden læge. Måske er der en kollega eller sygeplejerske i praksissen, som kan tage prøven. For nogle kvinder kan det være en tryghed at have en partner eller veninde med hos lægen. Tal med lægen om muligheden for det.

  • Ulyst til at gå til lægen. Nogle undgår screeningen, fordi de ikke ønsker at forholde sig til alle mulige andre aspekter af deres helbred. Det er helt fair at understrege over for lægen, at besøget kun handler om screeningen.

  • Ubehag ved undersøgelsen. Nogle kvinder er bange for undersøgelsen og frygter, at det gør ondt. Det er lægerne gode til at tage hånd om. Hvis du italesætter det, kan lægen fx forklare, hvordan undersøgelsen foregår, og vejlede dig i at slappe af, mens prøven bliver taget.

    Husk, at screeningen er en rutinesag for lægen. De 400 almene praksisser og op mod 850 praktiserende læger i Region Midt foretager cirka 80.000 screeninger om året, så det er noget, de har stor erfaring i.

    Tag en snak med lægen, hvis du bekymrer dig om prøvesvaret. Lægen kan vejlede dig, så du undgår unødig bekymring.

  • Sygeliggørelse og unødige bekymringer. Screening for livmoderhalskræft er et tilbud til kvinder uden symptomer. Screeningen kan forebygge kræft, fordi man undersøger for tilstande, der kan behandles. Det er kun de færreste kvinder, som har brug for behandling.

    Man er ikke voldsomt syg, fordi man har HPV eller celleforandringer. Man er netop tidligt ude med screeningen.

    Celleforandringer forsvinder ofte igen, og derfor holder man efterfølgende bare øje med dem. For nogle kan det være utrygt at vente 12 måneder på en opfølgende undersøgelse, men der er solide belæg for den anbefaling. Du kan regne med, at der bliver holdt øje med dig.

    Det er frivilligt at deltage i screeningsprogrammet. Hvis man ikke ønsker at blive inviteret, kan man framelde sig på sundhed.dk.

Flere artikler om samme emne

Tilbud om screening for livmoderhalskræft: Derfor er det vigtigt

Hvert år får 365 kvinder i Danmark livmoderhalskræft. Hvis celleforandringer opdages og behandles tidligt, kan mange tilfælde af livmoderhalskræft undgås.

Bliv klogere her: Prøven kan sladre om alvorlige celleforandringer i tide

Få svarene på 9 typiske spørgsmål om screening for livmoderhalskræft

Bør jeg fx blive undersøgt, selvom jeg er HPV–vaccineret?

Få svarene her: Værd at vide om screening for livmoderhalskræft

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet

Du kan til enhver tid framelde dig igen.